Håndspålæggelse, berøring af hovedet på dyr eller mennesker, overførsel af guddommelig livskraft. I mange religioner findes håndspålæggelse i forbindelse med indvielses- og offerriter og helbredelse af syge (se også eksorcisme og healing). I Det Nye Testamente betyder den åndsmeddelelse, særlig i forbindelse med dåben og overdragelse af embedsfuldmagt. Håndspålæggelse bruges ved mange kirkelige handlinger. En særlig betydning har den i den romersk-katolske kirke i forbindelse med firmelse og præste- og bispevielse (den apostolske succession). De protestantiske kirker deler ikke det katolske syn på ritens sakramentale kraft, men har bevaret den som et tegn, der ledsager forbøn og velsignelse.