gæstearbejder

Igennem 1960erne begyndte danske virksomheder, fx indenfor sværindustri og slagteri, at mangle hænder. På trods af teknologiske fremskridt og at kvinder i stigende grad var kommet ud på arbejdsmarkedet, medførte udviklingen, at virksomhederne ikke kunne følge med ordrebøgerne. I lighed med, hvad man så i andre europæiske lande, ikke mindst Tyskland, begyndte danske virksomheder derfor at tiltrække arbejdskraft fra især Sydeuropa, Nordafrika og Asien. Store virksomheder som fx B&W tog imod mange gæstearbejdere.

Danske forskere begyndte forholdsvis hurtigt at interessere sig for de nye indvandrere. En undersøgelse af 312 tyrkiske gæstearbejdere fra 1971 viste, at arbejdsløshed i Tyrkiet var vigtig grund til at søge udenlands. 82,4 % af dem var gift og alle havde børn. 75% af de adspurgte havde slægtninge i Danmark, og 82% af dem sendte penge hjem til Tyrkiet hver måned.

Det skal ikke glemmes, at Danmark også tidligere i historien har taget imod store grupper af indvandrere, der også kan karakteriseres som gæstearbejdere. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet tog Danmark imod tusindvis af sæsonarbejdere fra Sverige og det nuværende Polen. Disse indvandrere arbejdede primært i landbruget, men også på fx teglværker. Danske arbejdsgivere argumenterede dengang for, at indvandringen var nødvendig, fordi der ikke var hænder nok i den danske befolkning. Akkurat som det gjorde sig gældende senere i århundredet, var der skepsis mod indvandringen. Og akkurat som det gjorde sig gældende for tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejdere, var svenskernes og polakkernes grund til at udvandre manglende muligheder for at forsørge sig selv i deres hjemland.

Gæstearbejderindvandringen blev diskuteret livligt i samtiden. Markante stemmer i debatten var fagbevægelsen (særligt Dansk Arbejdsmands- og Socialarbejder Forbund, DASF) på den ene side og arbejdsgivere (herunder Dansk Arbejdsgiverforening) på den anden. Fagbevægelsen var bekymret over, hvorvidt indvandrerne gjorde det sværere for danske arbejdere at fastholde og få et job, og de var ligeledes bekymrede over den udnyttelse af gæstearbejderne, der også blev talt om og som der var flere eksempler på. Arbejdsgiverne på deres side argumenterede for, at gæstearbejderindvandringen var helt nødvendig for at sikre danskernes velstand og danske virksomheders konkurrenceevne.

I juni 1969 blev der under Arbejdsministeriet nedsat et udvalg med repræsentanter fra både arbejdsgivere, arbejdstagere og ministerier, med henblik på at udfærdige en betænkning om gæstearbejdernes forhold i Danmark. Denne betænkning (Betænkning nr. 589) blev udgivet i 1971. Et resultat af udvalgets arbejde var, at udlændinge fra. 1. januar 1970 allerede inden indrejse til Danmark skulle have arbejdstilladelse, og fra maj 1970, at de skulle indmelde sig i sygeforsikring og arbejdsløshedskasse, når de arbejdede i landet.

Selvom Danmark ikke havde nogen eksisterende og koordineret integrationsindsats overfor indvandrere, da gæstearbejderne begyndte at komme, blev forskellige typer af indsatser hurtigt sat i gang, og af både lokale og nationale aktører. Langt fra alle ideer til integrationsindsats, herunder en barakby for gæstearbejdere ved Avedøre Holme, endte med en succes. Integrationsindsatsen blev ikke mindre kompliceret, da en del gæstearbejdere efterhånden valgte at blive i Danmark, og derfor fik ægtefælle og børn til Danmark.

Men både civilsamfund, kommuner, fagbevægelse, arbejdsgivere og nationale beslutningstagere forsøgte at gøre, hvad de kunne, da gæstearbejderindvandringen tog fart. Indsatser inkluderede etablering af steder, hvor gæstearbejderne kunne mødes, bibliotekstilbud, sprogundervisning, hjælp til tolkning, samt en konsulent under Socialministeriet (fra september 1970), der gav arbejdsgivere, kommuner og organisationer råd om gæstearbejderne.

Gæstearbejderindvandringen til Danmark blev lovgivningsmæssigt reguleret af henholdsvis Lov nr. 20 af 7. februar 1961 og Bekendtgørelse nr. 220 af 23. juni 1964. Ville man som udlænding arbejde i Danmark skulle vedkommende havde gyldig legitimation, kunne forsørge sig selv, havde lovligt arbejde og arbejdstilladelse. Vedkommende måtte ikke have begået kriminalitet og ikke tidligere være udvist af Danmark. Hvad der gjorde lovgivningen liberal var, at indvandreren kunne vente med at søge om arbejdstilladelse til efter, at vedkommende var ankommet til Danmark på fx et turistvisum og havde fået kontakt med en dansk arbejdsgiver. Muligheden gjorde, at indvandringen i sidste ende blev svær at styre, og at et midlertidigt indvandringsstop blev indført i slutningen af 1970. Et permanent indvandringsstop gældende fra november 1973 for indvandring af arbejdere, der kom fra lande udenfor EF.

• integration
• indvandring
• indvandrere

• Arbejderministeriet (1971) Betænkning nr. 589. Betænkning om udenlandske arbejderes forhold i Danmark. Afgivet den af Arbejdsministeriet d. 17. juni 1969 nedsatte udvalg.
• Eskildsen, Kurt og Käte Larsen (1971) 312 tyrkiske gæstearbejdere i Danmark.