Gåde, spørgsmål formet som drilsk, absurd og tilsyneladende usandsynlig fremstilling, fx af noget i dagligdagen, som ikke nævnes, men som skal gættes. De egentlige gåder er folkedigtning, som findes hos de fleste folkeslag; der kendes fx indiske, græske og jødiske gåder fra før Kristi fødsel. Andre kan karakteriseres som lærdomsgåder, der kun kan besvares, hvis man besidder den nødvendige viden, fx kosmiske eller mytologiske spørgsmål, herunder også bibelske gåder. Endvidere findes regnegåder og slægtskabsgåder, som fremstiller indviklede problemer, der kan løses ad logisk vej, samt skæmtegåder. I nyere tid har en del vitser fået form som skæmtegåder; de er dog særlig udbredt blandt børn.

I 1602 udkom for første gang en gådesamling på dansk, den fra tysk oversatte En liden Aandelig Spørgsmaals Bog, der mest rummede bibelske gåder. Fra 1607 stammer de ældste danske gådeoptegnelser, der ligesom de mere verdslige gådesamlinger, som blev almindelige i midten af 1800-t., var iblandet litterære versioner. Gådegætning har været brugt i lærdoms øjemed, men især som forlystelse ved fester, og når man kom sammen om fælles arbejde i fx bindestuer. Gåder findes indlagt i nogle få folkeviser, således i Svend Vonved-visen, og i de eventyr, hvori helten for at undgå døden skal stille en gåde, som ingen kan gætte.

Den ældste nordiske samling folkegåder findes i den islandske Hervarar saga fra 1100-1200-t. Herfra stammer følgende gåde: "Hvilke er de tvende,/ som til tinge drager/ med tilsammen tre øjne/ ti fødder har de/ og fælles hale?" Svaret er Odin på den ottebenede Sleipner, egentlig en variant af en velkendt folkegåde om en rytter: Hvad er det, der har to hoveder, to arme og seks ben? — en gådetype, der kan gøres mere indviklet ved, at der fx er tale om to på én hest. Se også rebus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig