Gummitræ. Aftapning af naturgummi i en plantage i Malaysia, som er verdens tredjestørste producent.

.

Gummitræ, Hevea brasiliensis, paragummitræ, kautsjuktræ, et hurtigtvoksende op til 36 m højt træ i vortemælkfamilien. Det har trekoblede, langstilkede blade og enkønnede blomster siddende i tvekønnede stande. Gummitræet er oprindelig hjemmehørende i Amazonas, men dyrkes forskellige steder i troperne, især i gummiplantager i SØ-Asien. I plantager bliver træerne noget mindre end i vild tilstand, da en stor del af det kulstof (carbon), de ellers ville bruge til væksten, fjernes under gummitapningen. Gummien stammer fra mælkesaften, som træet bløder gennem snit i barken.

Gummitræets ved, ofte kaldet hevea, er lysegult, når det er friskt, men bliver ved kunstig tørring strågult til lysebrunt. Tidligere blev det kun anvendt til brændsel, men siden 1990'erne, hvor man fra dansk side udviklede en imprægnerings- og tørringsteknik, der gjorde det mere modstandsdygtigt mod angreb fra svampe og insekter, har man anvendt det til bl.a. parketgulve, finer og husholdningsredskaber.

Gummi kan udvindes af mange andre arter, bl.a. maniok, og af slægten Castilla, men også af slægterne eukalyptus og gummifigen (se figen), som begge undertiden kaldes gummitræ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig