guldsmed

Guldsmed og smykkestensindfatter Hans Bresler ved sit guldsmedebord i færd med at gløde en guldring over trækul med en loddepistol. Omkring ham ses hans værktøj: Th. bl.a. metalsaks, elektrisk boremaskine, gaspistol, planerhammer og en ring i voks; foran ses fræsere til boremaskinen, fluxmiddel, guldtråd og et par guldringe; tv. ringrigle, fatningsjern, flakjern og ringmål; på stenpladen ligger ciselørværktøj, og ved arbejdspladsen overfor fatteværktøj. Den hvide plastbeholder med blåt låg er et syrebad til afrensning af fluxmiddel, der benyttes ved lodninger. Fotografi fra 1997.

.

Guldsmed, håndværker, der fremstiller smykker som ringe og armbånd af guld, sølv og andre, oftest ædle metaller. Arbejdet omfatter bl.a. valsning, trådtrækning, filing, lodning, støbning, smedning og evt. fatning. Som guldsmed — juveler, hvor der tillige handles med indfattede smykkesten — betegnes også forhandlere af guld- og sølvsmykker mv. Der findes i 1995 ca. 300 guldsmede i Danmark.

Guldsmedene var blandt de fornemste håndværkere og havde sammen med købmændene og skipperne som de eneste adgang til at sidde i byernes råd. Guldsmedene dannede lav i hen ved en halv snes byer, jf. Københavns Guldsmedelav, der blev stiftet i 1429. Da det var af væsentlig betydning, at produkterne var lødige, indførte allerede kong Hans i 1491 bestemmelser om sølvets lødighed; disse blev gentaget gennem årene og indskærpet på ny i 1651 ved et påbud om stempling af guldsmedearbejder med guldsmedens eget og hans hjembys mærke.

Uddannelsen, som efter reformen af erhvervsuddannelserne i 1991 er et speciale under ædelsmed, er fireårig og foregår på Guldsmedehøjskolen. Se også guld- og sølvsmedemærker samt smed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig