guld (historie)

Guld. Kobberstik efter en tegning af Pieter Bruegel d.æ., Alkymisten fra 1555-56. Resultatet af de kemiske eksperimenter ses øverst th.: Alkymisten og hans familie modtages på fattiggården.

.

Guld (historie), I Mesopotamien, Egypten og på den bulgarske Sortehavskyst kendte man til at forarbejde guld før 4000 f.Kr. Smykker og prydgenstande af guld er fx fundet i kongelige begravelser hos sumererne i Ur ca. 2500 f.Kr., i den såkaldte Priamos' skat fra Troja ca. 2300 f.Kr. og i den egyptiske kong Tutankhamons grav fra 1330'erne f.Kr. Via Kreta nåede egyptisk påvirkning til Mykene i Grækenland. Fønikierne bragte deres viden om guldsmedekunst ud i hele Middelhavsområdet, og etruskerne var i 600-t. f.Kr. mestre i filigran og granulering. I Makedonien er der i Filip 2.s grav fra ca. 336 f.Kr. fundet guldmasker, smykker og våben. Skytherne nord og øst for Sortehavet kom under indflydelse af den klassisk-græske og persiske guldsmedekunst.

De ældste danske guldgenstande er halvmåneformede guldhalssmykker fra ca. 2000 f.Kr., kendt fra fund på Fyn og Sjælland (se lunula). Solvognen fra ca. 1400 f.Kr., fundet i Nordvestsjælland, består af en gulddækket bronzeskive med fint punslet spiralornamentering, forspændt en hestefigur på hjul. Fra bronzealderen stammer ligeledes gravfund og offerfund med guldbelagte sværd, guldskåle og guld- og bronzesmykker, fx det vestsjællandske Boeslunde guldfund. Fra yngre bronzealder kendes en række tunge edsringe, de fleste som offerfund i moser o.l.

Guld blev, sammen med elektrum og sølv, anvendt til de tidligste mønter. De kendes fra møntfund fra 600-t. f.Kr., gjort i Lydien i Lilleasien, og i det følgende århundrede blev guldmønter også præget af perserkongerne. Den tidligste tekniske brug af guld kendes ligeledes fra 600-t. f.Kr., idet der i etruskiske grave er fundet anvendelse af tandguld. Dele af romernes omfangsrige produktion af fingerringe, smykker og bordservice i guld og sølv er siden hen fundet inden for og uden for Romerrigets grænser. I tidsrummet 300-700 e.Kr. strømmede store mængder romersk guld mod nord til kelterne, germanerne og angelsakserne.

Den sene romerske jernalder og den ældre germanske jernalder, dvs. ca. 300-600 e.Kr., udgør den guldrigeste periode i Danmarks oldtid. De romerske guldmønters antal er størst i jordfund fra dette tidsrum, da sådanne guldmønter endda i vidt omfang er blevet smeltet om i Norden og guldet anvendt til nordisk fabrikerede guldbrakteater, teknisk fine smykker af høj lødighed, der forenede romerske stiltræk med hjemlig dyreornamentik. Guldhornene, fundet i Gallehus ved Møgeltønder, er skabt ca. 400-450, formentlig ligeledes ved omsmeltning af importeret guld. Egnen ved Gudme på Sydøstfyn har ved omfattende guldfund påkaldt sig særlig arkæologisk interesse; små tynde guldgubber er i stort tal fundet ved Lundeborg på Fyn og Sorte Muld på Bornholm.

Den største kendte guldskat fra Danmarks middelalder, Slagelseskatten fra 1370'erne, indeholder seks guldfingerringe og 186 franske, tyske og ungarske guldmønter foruden genstande og mønter af sølv. Fra 1370'erne stammer også de 110 overvejende engelske guldmønter, der befandt sig om bord på et handelsskib, en kogge, der forliste ud for kysten ved Vejby Strand i Nordsjælland.

Helt frem til ca. 1500 var brug af guld i Europa begrænset til de naturlige forekomster i det europæiske område; produktionen var endnu ved middelalderens slutning på kun ca. 5 ton om året. Sølv og andre metaller var derfor mere anvendt. I middelalderen havde sølvmønter langt den største udbredelse, men fra 1200- og 1300-t. suppleret af de værdifuldere guldmønter, der prægedes flere steder i Europa, fx florin, dukat, guldgylden og nobel (fra 1400-t. kaldet rosenobel). De første danske guldmønter blev præget under kong Hans i slutningen af 1400-t.

Portugisiske handelsfolk havde fra 1471 direkte kontakt med Guldkysten i Vestafrika, det nuværende Ghana. Efter Amerikas opdagelse i 1490'erne bragte spanierne en del guld til Europa fra Peru og Mexico (se El Dorado), men omkring 1800 var verdensproduktionen alligevel kun steget til ca. 15 ton om året. Fra 1600-t.s anden halvdel anvendtes guld fra Afrika bl.a. til udmøntning af engelske guineas og, i langt mindre målestok, danske dukater. Blandt internationalt gængse guldmønter kan nævnes den franske louis d'or indført i 1600-t. og de danske christian d'ors og frederik d'ors i 1700- og 1800-t.

I 1848 blev der gjort rige fund i Sacramento i Californien, hvilket medførte en strøm af guldgravere, den såkaldte guldfeber. Verdensproduktionen af guld steg betydeligt, og væksten tog yderligere fart med nye fund i Australien i 1851, i det vestlige Canada i 1858 og i Sydafrika i 1886. Årsproduktionen nåede derefter op på ca. 700 ton i begyndelsen af 1900-t. og over 1000 ton i mellemkrigstiden.

Den rigeligere tilgang af guld betød, at guldmønter fik stigende betydning på sølvmønternes bekostning. Allerede i 1700-t. indførte Storbritannien en guldmøntfod (se guldfod), der efter Napoleonskrigene genindførtes ved lov i 1816. Den latinske møntunion fra 1865 byggede på guld (se møntunion), og Tyskland overgik til guldfod i 1871 efter at have modtaget 5 mia. guldfrancs i erstatning fra Frankrig efter Den Fransk-tyske Krig; de skandinaviske lande fulgte efter midt i 1870'erne (se den skandinaviske møntunion). Disse forhold rådede i praksis kun indtil 1. Verdenskrigs udbrud i 1914.

Skønt mange landes centralbanker fortsat ligger inde med betragtelige guldreserver, har guld spillet en stadig mindre rolle i det internationale valutasystem efter 1971, da USA suspenderede guldvekselfoden, der var gældende fra 1945. Siden 1971 har verdens førende valutaer således ikke længere haft et fast værdiforhold over for guld. I stedet bliver en stigende del af produktionen på verdensplan anvendt til tekniske formål og i smykkeindustrien. Se også guldsmedekunst.

Læs mere om guld.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig