Guide, (via eng. fra fr. guide 'vejviser, fører', af germ. opr., jf. da. vide), rejseleder. En grupperejseleder følger en gruppe rejsende under en hel rejse og har ansvaret som vejviser. En destinationsrejseleder er fast stationeret på et feriested og optræder på det arrangerende rejsebureaus vegne over for dettes gæster på stedet. Den faglige uddannelse sker på særlige kurser, se turisme (uddannelse).