gudelige vækkelser

Gudelige vækkelser, gudelige forsamlinger, religiøs uro blandt lægfolk i Danmark ca. 1790-1840. Denne vækkelsesbevægelse bredte sig særlig blandt Øernes almue, men fandtes også i Jylland (bl.a. de stærke jyder). De vakte var fortalere for et individuelt gudsforhold, men hentede deres styrke i en traditionsbunden bibelfundamentalisme med rod i pietistisk og herrnhutisk vækkelsesreligiøsitet. De kritiserede præsterne for at være Djævelens mænd og afholdt egne religiøse møder (konventikler) med omrejsende lægmandsprædikanter, bl.a. Peter Larsen Skræppenborg. Nogle tog deres børn ud af skolen og varetog undervisningen selv.

Vækkelserne skabte konflikt, og prædikanter og arrangører blev visse steder idømt bøder eller fængsel efter langvarige retssager. De vakte samlede underskrifter for retten til løsning af sognebånd (1834), for genindførelse af Erik Pontoppidans pietistiske lærebog (1835) og imod ritualændringer (1839). Herved fik lokale vækkelsesgrupper kontakt med hinanden og fremstod med en for almuen usædvanlig stærk politisk vilje.

Vækkelserne kan ses som del af den uro, der førte til enevældens fald 1848, og fik betydning for grundtvigianisme, Indre Mission og baptisme senere i 1800-t. Lignende bevægelser fandtes i store dele af den protestantiske verden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig