grutforgiftning

Grutforgiftning, roeforgiftning, vomacidose, forgiftning forårsaget af store mængder mælkesyre dannet ved forgæring i vommen; kan forekomme, når drøvtyggere pludselig optager store mængder kulhydrat, især malet korn, grutning og sukkerroer. I blodet sker en syreophobning, acidose, og endvidere virker mælkesyren ætsende på vomslimhinden. Denne akutte grutforgiftning er ofte dødelig.

Kronisk vomacidose ses især hos ungdyr under kraftig kornfodring. Dyrene viser i reglen ingen symptomer, men efter slagtning kan påvises bylder i leveren, fremkaldt af bakterier, der er trængt igennem ætsende sår i vomslimhinden og tilført leveren med portåren.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig