En grotte kan være en naturlig klippehule eller et underjordisk hulrum, som er stort nok til, at man kan stå oprejst derinde. Grotter findes fx i form af naturskabte drypstenshuler som Den Blå Grotte på Capri, men også som kunstigt opbyggede grotter i mange historiske haver.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet grotte kommer af italiensk grotta, af latin crypta 'underjordisk gang, hvælving', af græsk krypte 'skjult sted'.
Antikkens nymfaion er en anden, mere arkitektonisk variation af grottemotivet, og et forsænket nymfaion fra midt i 1500-tallet, tilskrevet Vignola, findes i Villa Giulia i Rom.
Grotter har været et yndet motiv i kunsten, bl.a. i balletten Napoli af August Bournonville og i malerier af fx Martinus Rørbye.
Menneskeskabte, delvis naturefterlignende grotter kendes især fra mange renæssance- og barokhaveanlæg, bl.a. Bobolihaven i Firenze og Palazzo Farnese i Caprarola samt Veitshöchheim i Würzburg, hvor de alle indgår i regelmæssige anlæg. Ligeledes var grotter i forskelligartede udformninger vigtige i haver som Bomarzo fra midt i 1500-tallet, ca. 100 km nord for Rom, og Pratolino fra sidst i 1500-tallet uden for Firenze.
Grotterne kan være udsmykket med farvet glas, muslingeskaller eller allehånde former for figurer, som den tidlige og berømte grotte fra 1537 med usædvanlig mange dyrefigurer i haven til Villa di Castello i det nordlige Firenze.
Grottemotivet anvendtes ofte også i landskabelige haver, fx i haven til landstedet Stourhead, 1741-1780 i England og her i landet i Frederiksberg Have fra ca. 1800.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.