grimoires

Grimoires, (fr. 'tryllebøger, tøjerier', forvanskning af grammaire 'grammatik'), fællesbetegnelse for en række trolddomsbøger og sortebøger om magiske formularer og besværgelser. De fleste grimoires stammer fra 1500-1700-t., skønt indholdet ofte påstås at være baseret på langt ældre tekster, især hebraiske og egyptiske. Den mest kendte grimoire er Clavicula Salomonis (Salomons nøgle, 1982), der angiveligt er fra 1200-t.; den er stærkt influeret af kabbala og er i realiteten en håndbog i påkaldelse af ånder og dæmoner med detaljerede anvisninger af fremgangsmåde, klædedragt, symboler, magiske remser osv.

Lister over dæmonerne og deres kræfter samt engle med modsatrettede kræfter finder man fx i Salomons Testamente (400-t.) og Lemegeton (1500-t.). Den franske Grand Grimoire (1600-t.) er baseret på ovenstående værker og anviser bl.a., hvordan man indgår en djævlepagt. Grimorium Verum (1700-t.) indeholder et væld af trylleformularer og recepter på, hvordan man gør sig usynlig, skaffer sig magt, kærlighed, penge osv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig