gravsænkning

Gravsænkning. 1 normalforkastninger og udvikling af gravsænkning; 2 revers forkastning; 3 overskydning; 4 sideværts-forkastning. De røde pile viser de overordnede bevægelsesretninger i jordskorpen.

.

Gravsænkning. Flyfoto af Rhin-gravsænkningen. Rhinen løber i en flad ca. 300 km lang og ca. 36 km bred dal, som repræsenterer gravsænkningens nedforkastede gulv. Dalens skarpe afgrænsninger mod de højereliggende sider markerer beliggenheden af gravsænkningens hovedforkastninger. Gravsænkningen begyndte sin udvikling for ca. 45 mio. år siden, da jordskorpen omkring gravsænkningen begyndte at hæve sig, samtidig med at den mosaik af forkastningsafgrænsede blokke, som udgør gulvet, begyndte at synke ind. Indsynkningen blev kompenseret ved opfyldning med sedimentære lag, og der er i dag aflejret op til 3,4 km sediment i gravsænkningen. Gulvets forkastningsmosaik kan ikke ses i Rhindalen; den er dækket af nutidige aflejringer. Hævningen af gravsænkningens sider er størst (ca. 2,2 km) i Schwarzwald og Vogeserne, der ses i den nederste del af billedet.

.

Gravsænkning, langstrakt og almindeligvis 30-50 km bred indsynkningsstruktur i jordskorpen, der langs sin udstrækning afgrænses af store normalforkastninger. Jordskorpesegmentet mellem disse er ikke alene sunket, men også opbrudt i en mosaik af mindre forkastningsafgrænsede blokke med varierende indsynkningsgrad. Langstrakte forkastningsblokke, som ikke er sunket eller er sunket meget mindre end omgivelserne, kaldes horste. Gravsænkningsdannelsen ledsages af vulkansk aktivitet. Rhingraven er et kendt eksempel.

Gravsænkningerne udvikles gennem millioner af år og er resultatet af en strækkende (udvidende) spændingstilstand i jordskorpen. Et væsentligt bidrag til denne spændingstilstand kommer fra en termal hævning i området omkring gravsænkningen forårsaget af de opstigende smeltemasser (magmaer) fra Jordens kappe, der også udvirker den vulkanske aktivitet. Den termale udvidelse ses direkte ved en hævning af bjergarterne uden for gravsænkningen.

Så længe den strækkende spændingstilstand er fremherskende, udvides gravsænkningen; samtidig øges indsynkningen, således at der inden for samme tidsrum kan aflejres større sedimenttykkelser i gravsænkningen end i de omgivende områder. Dette er et af flere forhold, som gør gravsænkningerne specielt interessante i forbindelse med olieefterforskning.

I pladetektonisk sammenhæng er gravsænkningsdannelse forstadiet til opbrydning af kontinentmasser, men det er dog de færreste gravsænkninger, der bliver inddraget i denne proces.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig