Granulering, omdannelse af et pulver til et kornet (granulært) materiale. Denne proces er vigtig, fx ved fremstilling af kunstgødning og mange andre stoffer på fast form. Gødningens bestanddele foreligger i fin eller grov pulverform. Bestanddelene blandes, og granuleringen foregår i en vandretliggende roterende tromle, hvori der forstøves en lille mængde vand. Dette får de små partikler til at klæbe sammen til ensartede, næsten kugleformede korn som regel med en diameter på få millimeter. Ved granuleringen opnås, at bestanddelene bindes sammen, således at de ikke senere adskilles under transportrystelser. Desuden bliver produktet lettere at håndtere; specielt formindskes støvproblemer drastisk.

Granulering eller granulation betegner også ornamentering af fx smykker med ganske små guld- eller sølvperler, se filigran.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig