granulation

Granulation, konvektionsceller i Solens fotosfære. Granulationen opstår, fordi varmetransporten i Solens øvre lag er så stor, at den ikke kan foregå ved stråling alene, men også må ske ved konvektion. Derved stiger lommer af varm gas opad i fotosfæren, hvorefter gassen afkøles og synker tilbage i de køligere områder mellem konvektionscellerne. De enkelte granulationsceller forekommer lyse og er 1000-3000 km i diameter. Der er omtrent en million granulationsceller på Solens overflade. Mellem granulationscellerne ses mørke (køligere) bånd af ret ens tykkelse, et par hundrede kilometer; de udgør et stadigt vekslende netværk hen over Solens overflade. Den gennemsnitlige levetid for en granulationscelle er 7-10 minutter.

Solens overflade er desuden dækket af et overordnet mønster, supergranulation, hvor den horisontale gashastighed er forskellig fra celle til celle. Hver supergranulationscelle er mellem 30.000 og 50.000 km i diameter, og der er ca. tusinde supergranulationsceller på Solens overflade på én gang. På grænserne mellem supergranulationscellerne skyder mange små jetstrømme af gas ud i koronaen. Disse såkaldte spikler, der er ca. 1000 km tykke og 5000 km høje, har en levetid på ca. 5 min.