granit

Granitter inddeles efter indholdet af mørke mineraler i kalk-alkaline granitter og alkaligranitter. De førstnævnte har hornblende og biotit, de sidstnævnte alkalipyroxener og -amfiboler som ægirin og arfvedsonit; kun de kalk-alkaline granitter indeholder plagioklas. Der skelnes mellem fire hovedtyper af granit på grundlag af mineralindhold, geokemi og isotopgeokemi:

A-type-granitter (anorogen, dvs. ikke knyttet til bjergkæder) er alkaligranitter, der er knyttet til kontinenternes riftzoner og de indre dele af stabile plader. Det er granitter, der anses for at være produkter af magmatisk differentiation. Eksempler er Gardarprovinsen i Sydgrønland og Osloprovinsen i Sydnorge.

I-type-granitter (igneous, eng. for magmatisk) er kalk-alkaline granitter, der anses for at være dannet ved partiel opsmeltning, anatexis, af magmabjergarter, der stammer fra Jordens kappe. De findes fx langs konvergente pladegrænser, bl.a. i batholither.

M-type-granitter (mantle, eng. for kappen) anses for at være dannet nede i kappen ved partiel opsmeltning af underskudt (subduceret) oceanbundsskorpe.

S-type-granitter (sedimenter) er kalk-alkaline granitter, der anses for at være opsmeltet af sedimentært materiale i den dybe, kontinentale skorpe.

Granitlegemer kan være fra ca. 100 m i diameter som fx den granit, der indeholder kryolitforekomsten i Ivittuut, til mange tusinde km², som det ses i batholitherne. Disse er dog sammensat af et stort antal intrusive legemer. Granitlegemer, der er intruderet (dvs. trængt ind) i den øvre jordskorpe, er skarpt afgrænset mod sidestenen (den eller de bjergarter, legemet er trængt ind i) og er ofte omgivet af en kontaktmetamorfoseret aureole (se metamorfose). Granitlegemer, der er dannet dybere nede i skorpen, er mere utydeligt afgrænset og har uregelmæssige former. Endnu dybere nede er legemerne ofte konkordante, dvs. med samme lagstilling, med strukturerne i sidestenen, og der er udviklet migmatitzoner (se migmatit) langs grænserne. Legemerne er ofte deformerede, og granitten er omdannet til gnejs.

Granitter kan være ledsaget af mineraliseringer: A- og I-type-granitter af tin- og evt. niob-mineraliseringer og S-type-granitter af porfyr-kobber- og porfyr-molybdæn-mineraliseringer. Fra granitpegmatitter kan udvindes bl.a. muskovit, beryl og lithiummineraler.

Granit har gennem tiderne spillet en vigtig rolle som byggemateriale, enten alene eller som fundament. I middelalderen blev granit i Danmark benyttet til kirkebyggeri, og så sent som i slutningen af 1800-t. genopførtes Viborg Domkirke af granit, ligeledes det nuværende Christiansborg Slot. En af granittens egenskaber er dens modstandsevne over for forvitring, der er større end mange andre bjergarters. Da granit findes i forskellige farver, kan der skabes mange variationer og særlige virkninger i murværkets udseende.

Granit er først og fremmest blevet anvendt som skulpturmateriale i Norden. Man kan fremhæve de romanske døbefonte og portaler, der i mange tilfælde har ornamenter og relieffer indhuggede. Stenens egenskaber tillader imidlertid ikke minutiøs detaljering og spinkle frie dele, så da den kunstneriske smag ændredes, kom granit ikke til at spille nogen større rolle i lange tider. Først i 1900-t. fik granitten en renæssance hos kunstnere, der især arbejdede med runde og kompakte former. I dag skabes der ofte stærktvirkende kontraster i stenen ved at højglanspolere visse partier og lade andre stå mere råt.

Granit anvendes også som brosten og kantsten samt i knust form til fx anlægsarbejde. I Danmark brydes den på Bornholm.