granatæble

Granatæble. Nederst tv. en normal blomst gennemskåret på langs visende de talrige støvblade. I midten et blomstrende skud af en varietet med fyldte blomster. Øverst i midten en kim med spiralrullede kimblade; nederst den trerummede frugtknude gennemskåret ved basis visende de centralstillede frø. Th. fra oven: frø med det yderste, saftige lag af frøskallen og det indre, hårde, gule lag; dernæst en moden frugt med det blivende bæger øverst; frugt gennemskåret på langs visende den karakteristiske placering af frøene i to etager; nederst tværsnit af frugt visende den seksrummede øvre etage.

.

Artikelstart

Granatæble, Punica granatum, et lille, rigt forgrenet træ eller busk i kattehalefamilien (ifølge tidligere systematik placeret i sin egen familie, granatæblefamilien), hvor de enkelte grene ofte ender i en torn. Bladene er små, smalle, modsatte eller spredte. Blomsterne er oversædige med et tykt, orangerødt bæger og 5-9 røde kronblade. Støvbladene er talrige. Frugten er et næsten kuglerundt bær, 7-12 cm i diameter, ligeledes orangerødt og kronet af det blivende bæger. Den er meget hård, og kun frøskallens yderste lag, som er rødt, saftigt og velsmagende, spises. Den saft, der kan presses ud af skallen, kaldes grenadine. Frøene er talrige.

Faktaboks

Etymologi
Første led af ordet granatæble kommer af latin granatus 'indeholdende korn', af granum 'korn'.

Granatæblet er en meget gammel kulturplante, der formodes at stamme fra Persien og herfra er indført til Middelhavsregionen i oldtiden. Det er senere indført til SØ-Asien og Kina samt i nyere tid også i Amerikas varmere egne. En dværgform, Punica granatum var. nana, har fyldte blomster og dyrkes som prydbusk eller som potteplante.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig