grammofon

Grammofonen, som er den praktiske efterfølger for fonografen, blev opfundet i 1887 af tysk-amerikaneren Emil Berliner (1851-1929). I grammofonen er fonografens voksvalse erstattet af en vandret, roterende skive, grammofonpladen, hvori lydsporet indgraveres under indspilningen som en spiralformet rille, løbende fra kanten af pladen ind mod midten.

Fonografens voksvalse var vanskelig at kopiere, mens grammofonpladen kan trykkes i en presse efter fremstilling af en form, en såkaldt matrice.

Princippet for ind- og afspilning er det samme som for fonografen: Indgraveringen af lydsporet sker i et blødt plademateriale ved hjælp af en nål, der følger lydsvingningerne. Oprindelig foregik dette rent mekanisk, idet lyden opfangedes af en op til 3 m lang tragt, hvor der for enden var anbragt en såkaldt lyddåse med en blødt ophængt membran. Membranen blev sat i svingninger af lyden og var forbundet til en stålstift, der graverede rillerne i pladematerialet. Ved afspilning foregik processen i modsat rækkefølge.

I slutningen af 1920'erne blev den mekaniske overførsel erstattet af en elektrisk, hvor lyden opfanges af en mikrofon og sendes til det elektriske skærehoved, som erstattede lyddåsen. Herved blev lydkvaliteten mærkbart forbedret. Også afspilleteknikken blev elektrisk, og lyddåsen med træfiber- eller stålnål blev nu erstattet af den elektriske pickup med safir- eller diamantnål. Den karakteristiske tragt, som på grund af sin form forstærkede lydsvingningerne, blev erstattet af en forstærker og en højttaler.

Efter nogen forvirring om omdrejningshastigheden blev 78 o/min standard fra slutningen af 1920'erne, hvorfor tidens pladeforma kaldes for otteoghalvfjerdseren. I slutningen af 1930'erne udvikledes i USA LP'en med 33¹/₃ o/min og væsentlig smallere riller, hvilket i forening gav en spilletid ca. ti gange så lang som for forgængerens. LP'en dukkede dog først op i Europa efter 2. Verdenskrig.

Stereopladen, som er en LP-plade med to lydspor indspillet i hver side af den samme rille, kom frem i 1950'erne og satte sammen med hi-fi-anlægget nye standarder for kvalitetslydgengivelse i hjemmet.

Et væsentligt element i kvalitetsgengivelsen var, at den pladetallerken, hvorpå grammofonpladen var anbragt, roterede med absolut konstant omdrejningshastighed. Selv ganske små uregelmæssigheder blev gengivet som fejlsignaler, som kunne få fx klaveroptagelser til at lyde "bævrende".

De tidlige grammofoner blev drevet af et fjederværk, der skulle trækkes op med håndsving. Senere erstattedes fjederværket af en elektromotor, og gradvis raffineredes overførslen af trækkraften, fx ved et remtræk til en mange kilo tung pladetallerken, som roterede i et præcisionsleje.

I 1980 dukkede cd'en op. Den overkom på én gang de problemer, som LP-pladen havde: først og fremmest slitagen, som forringede lydkvaliteten allerede efter relativt få afspilninger, og sartheden over for ridser i overfladen, som i praksis var umulige at undgå. Cd'en har også længere spilletid og er væsentlig mindre end LP-pladen.

Cd'erne kom på det danske marked i 1982 og blev almindelige i slutningen af 1980'erne. I slutningen af 1990'erne stoppede produktionen af LP-plader næsten til fordel for cd'erne, selvom LP-pladen på visse områder havde bedre lydkvalitet.

LP-plader har siden været et nicheprodukt, der sælges til folk, som finder LP'ens blødere og rundere lyd mere behagelig. Visse dj's foretrækker desuden LP'er til miksning og scratch.

• pickup
• fonograf
• hi-fi