Grafologi. Radikale omlægninger af en persons håndskrift vil altid, når de foretages i en moden alder, være bemærkelsesværdige. Den norske forfatter Henrik Ibsens håndskrift undergik en markant forvandling, da han var i 39-årsalderen. Disse to breve til hans forlægger, Gyldendals direktør Frederik V. Hegel, viser forandringen i skriftbilledet. I tiden efter det seneste brev sker en yderligere udvikling i retning af det ensartet stejlt prentede, som fastholdes i resten af Ibsens liv.

.

Grafologi er læren om bestemmelse af menneskets karakter på grundlag af dets håndskrift. Grafologi bygger på den iagttagelse, at menneskelig kommunikation også består af kropslige udtryk, og at den mest nuancerede form for gestik er håndens bevægelser.

Faktaboks

Etymologi

Ordet grafologi kommer af græsk graphein 'skrive, tegne' og -logi.

Selvom alle lærer den samme formskrift eller skønskrift i skolen, udvikles individuelle særpræg, som grafologen bruger i sin analyse; det kan være skriftens form, bevægelse og rytme, stregens elasticitet eller forholdet mellem en snes enkelte skrivebevægelser. Grafologi kan også vise, hvordan skriften som et spejl af personligheden ændrer sig i takt med personens udvikling gennem modning, kriser og aldring.

Den første grafologiske beskrivelse er skrevet af den italienske læge Camillo Baldo, (Hvordan man igennem et brev kan lære den skrivendes karakter at kende, 1622). Senere blev grafologiske iagttagelser inddraget i de tidligste studier inden for psykologi og psykiatri. Goethe og Stefan Zweig interesserede sig for grafologi ligesom Alfred Lehmann, der sidst i 1800-tallet blev Danmarks første eksperimentelle psykolog.

Den grafologiske tolkning bygger på et omfattende empirisk materiale, og i løbet af 1900-tallet er grafologi systematisk blevet bearbejdet ud fra psykoanalytiske teorier. Sådanne former for systematik har dog været kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt videnskabeligt funderede. Grafologi bruges i dag ved personlig rådgivning og som redskab og supplement ved personaleudvælgelse; grafologer medvirker som eksperter i retssager, hvor skrifter skal sammenlignes.

I Danmark tilrettelægges uddannelsen til grafolog af Grafologisk Selskab, stiftet af Annelise Garde i 1952. Der er tale om et fireårigt uddannelsesforløb. I udlandet forelæses der jævnligt i grafologi ved flere af de større universiteter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig