Grønthøster, selvkørende eller traktorbugseret landbrugsmaskine til høst af grøntfoder, fx græs og kløver. I sin oprindelige og simpleste udformning har grønthøsteren kun én bevægelig del: en tromle med hængselmonterede slagler, der arbejder i et kombineret blæser- og snitterhus. Denne tromle afhugger, findeler og blæser gennem et transportrør materialet op i en efterkoblet vogn. Krav om kraftigere og mere ensartet findeling har ført til udvikling af mere komplekse grønthøstere, der kaldes eksakt- eller finsnittere.