grøn kemi

Grøn kemi, område af kemien, som søger at opdage og udvikle ny kemi og nye kemiske processer, så den kemiske industri påvirker det lokale og globale miljø minimalt. Området har været i hastig udvikling siden midten af 1990'erne.

Grøn kemi bygger på 12 principper, som tilsammen har til hensigt at sikre, at den kemiske industri fremover kan fortsætte med at levere det enorme antal produkter, der er nødvendige for at bevare en høj levestandard, på en forsvarlig og økonomisk måde. Principperne er

1) Forebyg affaldsdannelse. Det er bedre at forebygge dannelsen af affald end at fjerne affald. 2) Opnå høj "atomøkonomi". Kemiske reaktioner skal tilrettelægges så mest muligt råmateriale indbygges i det færdige produkt. 3) Undgå farlige synteser. Det skal tilstræbes at lave reaktioner, som ikke involverer skadelige stoffer. 4) Fremstil sikre stoffer. Kemiske produkter skal designes, så de er funktionelle og ufarlige. 5) Minimer brugen af opløsningsmidler. Opløsningsmidler skal være så sikre som muligt, men helst undgås. 6) Opnå maksimal energieffektivitet. Kemiske processer skal udformes, så de kræver mindst muligt energiforbrug. 7) Brug fornybare resurser. Råstoffer skal hellere være fornybare end udtømmelige. 8) Reducer derivatisering. Synteser skal udformes, så man undgår brug af beskyttelsesgrupper eller andre ekstra kemikalier. 9) Anvend katalysatorer. Katalytiske processer skaber mindre spild og er mere effektive end støkiometriske processer. 10) Udvikl nedbrydelige stoffer. Kemiske produkter bør designes, så de er nedbrydelige i naturen. 11) Overvåg processerne. Gennem realtidsovervågning kan uheld og udslip forebygges. 12) Forebyg uheld. Kemiske processer skal udformes så alle uheld forebygges.

De 12 principper for grøn kemi er ikke alle fuldstændig uafhængige, men de illustrerer hver især en vigtig pointe, som man skal tage hensyn til, når man udvikler nye kemiske processer, der skal anvendes i den kemiske industri. De 12 principper er udviklet af de amerikanske kemikere Paul T. Anastas og John C. Warner og er beskrevet i deres bog Green Chemistry: Theory and Practice (1998).