græskar

Græskar kan blive ganske store; centnergræskarrets frugter kan veje op mod 50 kg. Til allehelgensaften, halloween, udskærer amerikanske børn groteske ansigter i udhulede græskar, hvori der placeres levende lys; de såkaldte jack-o'-lanterns eller græskarmænd. Især i USA og Canada indgår græskar i bagværk, fx i særlige tærter, der bages op til Thanksgiving Day og jul, samt i supper og buddinger.

.

Græskar. Den årlige græskarkonkurrence om den vestjyske by Fjaltrings største - dvs. tungeste - græskar. Foto fra 2010.

.

Pyntegræskar.

.

Græskar på marken.

.

Hokkaido er et japansk græskar som dyrkes på vores breddegrader.

.

Pyntegræskar.

.

Græskar, Cucurbita, slægt i græskarfamilien med ca. 25 arter hjemmehørende i tropisk og subtropisk Amerika. Det er store én- eller flerårige urteagtige planter med klatretråde. Bladene er stivhårede, dybt lappede eller fligede. De enkønnede blomster er store og gule med klokkeformet, ofte dybt delt bæger og krone. Frugten er et bær, der kan opnå betydelige dimensioner hos nogle af de dyrkede former. Frøene er stærkt olieholdige og meget næringsrige.

Faktaboks

etymologi:
2. led i ordet græskar er omdannet fra -karves, via ty. fra lat. cucurbita 'græskar'.

De dyrkede græskar kan henføres til arterne mandelgræskar, Cucurbita pepo, centnergræskar, C. maxima, og moskusgræskar, C. moschata.

Frugternes form kan variere fra fladrunde til aflange, knap- eller flaskeformede. Udvendigt er de hvide, grønne, gule, orange, brunlige eller flerfarvede med jævn til vortet overflade. Frugtkødet er bleggrønt, gulligt eller orange, saftigt til fast eller trævlet og mildt smagende.

Fuldmodne frugter betegnes græskar, mens visse typer af unge til halvmodne frugter betegnes courgetter (fransk), squash (engelsk) eller zucchini (italiensk). De modne frugter har et hårdt, uspiseligt yderlag. Såvel blomster som unge og modne frugter samt modne frø og unge blade er spiselige. Pga. frugternes forskellige farver og former dyrkes græskar også til pynt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig