Gråd, grundlæggende og medfødt udtryk for følelsen at være bedrøvet eller ked af det pga. ubehag, smerte, sorg mv., modsat smilet, der udtrykker glæde og tilfredshed.

Spædbarnet fødes med de to grundfølelser, behag og ubehag. De er fra begyndelsen knyttet sammen af de to udtryk, gråd og smil, der begge kalder på kontakt med andre. Gråd er hos det spæde barn et signal for at få afhjulpet ubehag, fx føde for at få stillet sulten, varmt tøj for ikke at fryse. Meget tidligt nuanceres udtrykket, så gråd fx kan være barnets reaktion for at undgå for langvarig og pågående kontakt fra barnets voksne. Mennesker reagerer spontant og ureflekteret på gråd ved at vise omsorg og prøve at tolke grådens årsager og hensigter. Undersøgelser af det tidlige samspil mellem mor og barn har vist, at mødre ofte kan skelne og fortolke meget små nuancer i barnets gråd.

Hos større børn og voksne nuanceres grådens udtryk yderligere og knyttes fx sammen med sorg over tab af nære tilknytningspersoner. Den kan også udtrykke glæde og bevægelse eller raseri. Gråden bliver også til en vis grad kontrollabel, så den kan sættes i gang eller sluttes vilkårligt. Gråd kan — ligesom smil, vrede og andre følelsesudtryk — bruges bevidst for at opnå opmærksomhed og/eller omsorg.

I nogle kulturer bruges professionelle grædekoner, der græder ved død og begravelser og udtrykker den fælles sorg.

Grådens udtryk med tårer, ansigtstrækkene og kroppens anspændthed har sædvanligvis en så direkte sammenhæng med følelsen af at være ked af det og den fysiologiske tilstand, at disse aspekter kan være vanskelige at skille ad.

Se også følelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig