Gomarister, tilhængere af den hollandske reformerte teolog Franciscus Gomarus (1563-1641) i de diskussioner om prædestinationen, der fandt sted i Holland i begyndelsen af 1600-t. Over for Jacobus Arminius videreførte Gomarus Calvins lære om, at Gud suverænt bestemmer, hvem der skal frelses. Han fik tilslutning hos statholderen og i den brede befolkning, og på Dordrechtsynoden (1618-19) sejrede gomaristernes synspunkter.