God erhvervsskik er en norm eller retlig standard, som i dag er udtrykt i Markedsføringslovens § 4, hvorefter alle erhvervsdrivende skal udvise god erhvervsskik.

God erhvervsskik er standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Se definitionen i Markedsføringslovens § 2, nr. 9. Begrebet dækker det samme som begrebet »erhvervsmæssig diligenspligt«, der benyttes i direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis.

En virksomhed overtræder god erhvervsskik, hvis der er tale om adfærd på markedet, som på en forkert måde påvirker forbrugernes økonomiske interesser, jf. Markedsføringslovens § 8, fx vildledende reklamekampagne, der før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt får forbrugerne til at købe produktet på et forkert grundlag.

God erhvervsskik kræver en hæderlig markedspraksis, smag samt anstændighed. Der er tale om et dynamisk begreb, der testes og ændrer sig i takt med tiden og samfundets udvikling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig