Gnomonisk projektion, kartografisk projektionsform, hvor jordkloden afbildes på en tangentplan. Hvert punkt på en del af kloden omkring tangentplanens røringspunkt overføres langs en ret linje fra Jordens centrum til skæring med planen. Den korteste vej mellem to punkter på kloden (storcirkelbuer, geodætiske linjer) bliver rette linjer på kortet; projektionen anvendes derfor til flyvekort. Det er en af de ældst anvendte projektionsformer. Se kortprojektioner.