gnavere

Pelsfarven hos europæisk egern kan variere fra rødbrun til grå og sort.

.

Gnavere, Rodentia, den største pattedyrorden med over 2250 arter fordelt i ca. 480 slægter, svarende til ca. 40 % af alle pattedyrarter. Ordenen omfatter en række underordener, bl.a. egerngruppen og mus, men systematikken er omdiskuteret.

Faktaboks

etymologi:
Ordensnavnet Rodentia kommer af latin rodere 'gnave, bide'.

Bygningstræk

Nordamerikansk træpindsvin (Erethizon dorsatum).

.

Det er først og fremmest tandsættet, der karakteriserer gnaverne. De har blot ét par fortænder i overmunden og et par i undermunden, hvorved de skelnes fra harer, som besidder et par mindre fortænder bag et par store. Fortænderne er mejselformede med en meget hård forside og en blødere bagside, hvilket betyder, at de bliver slebet særdeles skarpe. Fortænderne er rodåbne og vokser hele dyrets liv. De optager en betydelig plads i kraniet. Endvidere er det karakteristisk for gnaverne, at hjørnetænder mangler, og der er et tydeligt mellemrum mellem fortænder og kindtænder. Der er kun få kindtænder, idet der højst er udviklet én mælkekindtand i hver kæbehalvdel.

Kraniets muskler, som bevæger kæberne, er veludviklede og bevirker, at gnavningen bliver meget effektiv. Tandmellemrummet benyttes under gnavningen, idet læberne kan krænges ind i mellemrummet og blokere mundhulen, således at uønsket, eventuelt giftigt, materiale ikke kommer ned i maven.

Gnavere er overvejende små dyr; den mindste, en nordamerikansk dværgmus, vejer blot 5 g; de fleste vejer mindre end 100 g, men en enkelt art, flodsvinet, når dog op på 66 kg. Gnaveres krop er kort og ofte plump. Halen er meget forskelligt udformet; fx har bævere en svømmehale, dværgmusens snohale bruges til klatring, og flyveegernets hale bruges som ror under svævningen.

Forekomst

Gnavere. De tre underordener af gnavere adskiller sig bl.a. ved tyggemusklernes fæste på kæberne og hovedskallen. Hos egerngruppen er den ydre del af tyggemusklen (rød) fæstnet på både kindbuen og snudepartiet, hvorved underkæben flyttes fremad under tygningen. Den indre, dybereliggende del (blå) er fæstnet på kindbuens underside og anvendes til at lukke munden. Hos mus går både den ydre og indre tyggemuskel langt frem mod snuden, hvilket giver mulighed for effektiv gnavning. Hos marsvinegruppen går den indre del under kindbuen frem mod snuden, hvilket giver stor tyggekraft, mens den ydre del kun bruges til at lukke munden.

.

Gnaverne er naturligt udbredt over næsten hele kloden med undtagelse af Antarktis og en del oceaniske øer. Desuden er mange arter indslæbt af mennesket til områder uden for deres naturlige udbredelsesområde, fx New Zealand.

Den store udbredelse bevirker også, at gnavere findes i så godt som alle habitater; fra den kolde, arktiske tundra til den varmeste ørken; fra trælevende arter, der aldrig sætter foden på jorden, til arter, der lever underjordisk og aldrig kommer op på jordoverfladen. Der findes gnavere tilknyttet ferske vande, fx mosegrisen, men ingen arter er direkte havlevende.

Føde

Gnaverne er hovedsagelig planteædere, og mange arter tager især frugter og frø; også blade, rødder og knopper indgår i kosten hos en del arter. Der er kun få gnavere, der lever som egentlige rovdyr, men mange arter supplerer plantekosten med dyrisk føde i form af små hvirvelløse dyr eller ådsler.

Fordøjelse

Hgardnerasselmus en tilbringer størstedelen af sin aktive tid (den er nataktiv) i trækronerne. Den er særdeles ferm til at klatre og bruger sin lange hale som styrestang og ikke som gribehale. Hoved og krop er tilsammen 6-9 cm, halen lidt kortere. Hasselmusen overvintrer i en rede, den har bygget i en hulhed i jorden, fx under trærødder. Den er fredet i Danmark.

.

Den store mængde plantemateriale i føden kræver et fordøjelsessystem, der kan omdanne disse fødeemners vanskeligt nedbrydelige stoffer, især cellulose. Gnaverne har ikke som drøvtyggerne flere maveafsnit, og den væsentligste nedbrydning sker i en veludviklet blindtarm. Her kan en rig bakterieflora omsætte cellulosen til simple sukkerstoffer. Disse kan dog kun optages gennem maven, som ligger før blindtarmen. En del gnavere spiser derfor de ekskrementer, der kun har været en gang gennem fordøjelsessystemet.

Skadedyr

Gnavernes forkærlighed for planteprodukter bringer dem ofte i konflikt med mennesket. Især rotter og mus ødelægger hvert år en meget stor procentdel, måske op til 20 %, af høstudbyttet i verden, både på markerne og i de lagre, hvor produkterne opbevares. Ud over skader på afgrøder volder gnavere også en del strukturel skade, dvs. skade på bygninger og installationer. Endelig er nogle gnavere værter for sygdomsfremkaldende bakterier o.a., der kan overføres til mennesket. I alt kendes over en snes sygdomme, hvor gnavere er mellemvært. Middelalderens byldepest spredtes vha. rottelopper.

Formering og økologisk rolle

Medvirkende til de store problemer, gnaverne kan forvolde, er deres hurtige formering. De fleste gnavere har kort drægtighedsperiode og kan få mange kuld i løbet af kort tid. Derfor opnår de ofte høje bestandsstørrelser. Visse arter, fx lemminger, har i nordlige egne karakteristiske store udsving i antallet af dyr. Gnaverne udgør pga. deres hyppighed en væsentlig fødekilde for mange rovdyr og spiller dermed en vigtig rolle i mange økosystemer.

Gnaverordenen inddeles i flg. underordener og familier:
dansk navn familie (latin)
egerngruppen (Sciuromorpha)
syvsovere Gliridae
bæveregern Aplodontidae
egern Sciuridae
Castorimorpha
bævere Castoridae
taskegofere Geomyidae
Anomaluromorpha
skælhaleegern Anomaluridae
springharer Pedetidae
Hystricomorpha
sumpbævere Myocastoridae
bæverrotter Capromyidae
pakaranaer Dinomyidae
agutier Dasyproctidae
rottechinchillaer Abrocomidae
pigrotter Echimyidae
chinchillaer Chinchillidae
octodonter Octodontidae
kamrotter Ctenomyidae
sukkerrørrotter Thryonomyidae
kamfingerrotter Ctenodactylidae
muldvarpegnavere Bathyergidae
hulepindsvin Hystricidae
klipperotter Petromuridae
marsvin Caviidae
pakaer Cuniculidae
træpindsvin Erethizontidae
Diatomyidae
mus (Myomorpha)
mus Muridae
musehamstere Calomyscidae
hamstere Cricetidae
blindmus Spalacidae
springmus Dipodidae
Nesomyidae
Platacanthomyidae
Kilde: Carleton and Musser (2005)

Evolution

Gnavernes oprindelse og slægtskab til andre placentale pattedyr er stadig delvis uafklaret. Bygningstræk i bl.a. kranium, tænder og fosterhinder tyder på et nærmere slægtskab med Lagomorpha (se harer), som de derfor grupperes sammen med i overordenen Glires. Derimod taler mange undersøgelser af proteiner og DNA imod dette slægtskab, og i så fald må de morfologiske ligheder mellem de to grupper være opstået uafhængigt af hinanden. Begge grupper kan via fossiler følges tilbage til Paleocæn (ca. 60 mio. år før nu) til deres sandsynlige oprindelsessted, Asien, men gruppen er måske endnu ældre, da visse DNA-analyser daterer udviklingslinjen tilbage til Tidlig Kridt (for mere end 100 mio. år siden).

Gnavernes evolution resulterede i en særdeles forskelligartet gruppe, der traditionelt opdeles i ca. 50 familier, hvoraf en fjerdedel nu er uddøde. De første egentlige gnavere, fx nordamerikanske Paramys fra Tidlig Eocæn (ca. 55 mio. år), var egernagtige, med fem øvre og fire nedre kindtænder i hver side. Relativt moderne egern og bævere kendes fra Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år), mens musegruppen med kun tre øvre og tre nedre kindtænder er repræsenteret i Sen Eocæn (ca. 40 mio. år).

Den sydamerikanske marsvinegruppe kendes fra midt i Oligocæn (ca. 30 mio. år), egentlige mus og rotter først fra midt i Miocæn (ca. 10 mio. år). I Pliocæn (ca. 4 mio. år) udvikledes en næsehornstor sydamerikansk gnaver, og i Pleistocæn bjørnestore former som nordamerikansk kæmpebæver (se Castoroides) og caribisk kæmperotte.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig