Glatsnog
Glatsnog (Coronella austriaca)
Glatsnog
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Glatsnogen er en lille slange i snogefamilien (Colubridae). Længden er normalt 60-75 cm, i sjældne tilfælde op til 90 cm. Skællene på kroppen er glatte uden den midterkøl, man finder hos snogen (Natrix natrix) og hugormen (Vipera berus) – deraf det danske navn "glatsnog". På ryggen er den brunlig eller grå med to til fire rækker af utydelige mørkere pletter. Farvetegningen og størrelsen gør, at den kan forveksles med hugormen. Den lever primært af firben og stålorme, men kan også æde mus og endda andre slanger.

Faktaboks

Også kendt som

Coronella austriaca

Den lever i Sverige, Norge, England og Tyskland samt videre sydpå i Mellemeuropa og dele af Sydeuropa. Den er i Danmark kendt fra seks individer, der er indsamlet fra 1870'erne og frem til 1914. Disse slanger findes i dag opbevaret som spritpræparater på Zoologisk Museum i København. Efter 1914 findes der ingen sikre registreringer af glatsnog fra Danmark. De seks individer er indsamlet i Jylland, på Fyn og på Sjælland og viser, at den sandsynligvis har levet over hele landet. Da den i naturen lever mere skjult end snogen og hugormen samt kan forveksles med den sidstnævnte, kan det ikke udelukkes, at den stadig findes i Danmark.

Læs mere på Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig