glaskunst - industrialisering

Glaskunst - industrialisering, I 1800-tallet blev glasfremstillingen mere industrialiseret, flyttedes fra skovhøjderne ned i dalene og spredtes over det meste af Europa. Bøhmen og Frankrig/Belgien var stadig betydelige centre, men England/Irland blev også fremtrædende med tidens tunge, dybt slebne krystalglas.

I Danmark begyndte Holmegaards Glasværker produktionen i 1825, Kastrup Glasværk i 1847. Omkring 1900 opstod en egentlig kunstglasproduktion, især præget af franskmanden Émile Gallé efterfulgt af René Lalique, brødrene Daum og i USA Louis C. Tiffany. I Venezia har især Paolo Venini udviklet en moderne glaskunst.

Frem til efter midten af 1900-tallet havde glaskunsten sin plads som en del af glasindustrien, ofte med fremragende resultat, fx i Sverige, hvor glasværkerne Orrefors, Kosta og Boda har beskæftiget formgivere som Simon Gate og Edward Hald, Erik Höglund og Bertil Vallien.

I Finland har Kaj Franck og Alvar Aalto, Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva været blandt de fremmeste glaskunstnere. På Holmegaard lagde man sig tæt på de svenske forbilleder, men fra 1928 fornyede designeren Jacob E. Bang produktionen. Ved hans afgang i begyndelsen af 1940'erne trådte Per Lütken til, senere efterfulgt af Michael Bang.

Fra 1960'erne opstod langsomt muligheden for at fremstille glas i små værksteder, først i USA med Harvey Littleton som pioner, senere fra 1970'erne i Europa.

I Danmark, hvor Finn Lynggaard begyndte i 1972, er der nu ca. 25 såkaldte studioglashytter. Her arbejder bl.a. Anja Kjær (f. 1956) og Darryle Hinz (f. 1949), Else Leth Nissen (f. 1949), Tchai Munch (f. 1954), Skak Snitker (f. 1948), Torben Jørgensen (f. 1945) og Per-René Larsen (f. 1949) med både brugs- og kunstglas; Bente Bonné har især dyrket glasgravering og glasskulptur.

I 1986 åbnede Glasmuseet i Ebeltoft, baseret på bl.a. Finn Lynggaards samling af nutidige glas; museet er — også internationalt — blevet et væsentligt sted for præsentationen af moderne glaskunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig