Gigtgas, (af ty. Gicht 'gigt', om den øverste del af en højovn; af uklar opr.), biprodukt ved jernfremstilling i højovn. Gassen, der forlader højovnens top, gigten, er en blanding af fire luftarter: kulmonoxid, kuldioxid, brint og kvælstof. Med en typisk sammensætning på 28% CO, 8% CO2, 4% H2 og 60% N2 er dens brændværdi ret lav, ca. 3800 kJ/m3, hvorfor den kun anvendes til beskedne opvarmningsopgaver på jernværket. Ledes den gennem cowperen, kan gigtgassen forvarme højovnens procesluft.