gigtfeber

Gigtfeber, akut ledsygdom, som kan opstå efter en halsbetændelse forårsaget af streptokokker. Den ses hyppigst i aldersgruppen 5-20 år. Foruden springende ledsmerter og hævelse af leddene kan sygdommen være ledsaget af feber, udslæt, gigtknuder i huden, bevægelsesforstyrrelser (chorea minor) samt hjertebetændelse, som kan give anledning til hjerterytmeforstyrrelser og væskeansamling i hjertesækken. Som en senfølge kan hjerteklapperne forkalke og blive forsnævrede.

Tidligere var sygdommen ikke helt sjælden. I takt med en forbedret levestandard er sygdommen næsten udryddet i de industrialiserede lande, men den ses fortsat i ulandene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig