En ghazal er en almindelig poetisk versform i arabisk, persisk og tyrkisk lyrik og senere udbredt til andre sprog som pashto, kurdisk, usbekisk osv. Det er en kortere udgave af den oftest panegyriske qaside, men opbygget på næsten samme måde. Ghazalgenren har sin oprindelse i indledningsstykket i en qaside samt – i persisk poesi – nok også i lyriske folkesange fra 600-tallet. Den endelige form fik ghazalen i 1200-1300-tallet.
Faktaboks
- Også kendt som
- ghazel eller ghasel
En ghazal består af 7-14 dobbeltvers med samme metrum og rim (aa, ba, ca, da osv.) som qasiden. I den klassiske periode blev ghazalgenren anvendt af de persiske digtere Hâfez, Sa'di, Rumi, Nezâmi og Rudaki samt den tyrkiske digter Baki og adskillige andre inklusive arabiske digtere, i den senere periode bl.a. af usbeken Ghafur Ghulom (1903-1966).
Indholdet i denne digtform er kærlighed til den elskede, der både kan være en kvinde og en mand, og, især hos sufismens poeter, Allah, som man længtes efter at forenes med. Indholdet kan dog også være satirisk, filosofisk og didaktisk.
Særlig kendt i Europa er Friedrich Rückerts tyske ghazal-gendigtninger. I nordisk litteratur er formen brugt af bl.a. Emil Aarestrup, Christian Winther og Gustaf Fröding.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.