Gerningsindhold, gerningsmomenter, strafferetlig betegnelse for den samling af omstændigheder, der indgår i en forbrydelse. Af hensyn til borgernes retssikkerhed kan der kun straffes for forbrydelser, der er beskrevet i en lov mv. En forbrydelse er fuldbyrdet, "gerningsindholdet er realiseret", når alle de beskrevne omstændigheder er til stede i den konkrete sag. Hvis nogen af dem mangler, kan der evt. straffes for forsøg. Et fuldbyrdet drab forudsætter fx, at offeret dør, og et fuldbyrdet røveri, at gerningspersonen får penge eller andre økonomiske goder.