Germansk ret er inden for tysk og nordisk retshistorie en samlebetegnelse fra 1800-tallet for bevarede love fra en lang række germanske folk i førkristen og tidlig kristen tid. Disse love omfatter såvel private og halvofficielle samlinger af gamle retssædvaner som egentlige lovbøger, der fremstår som et resultat af nye, kongelige lovgivningsinitiativer. De kontinentale er affattet på latin, mens de angelsaksiske og nordiske på folkesproget. Fælles for disse middelalderlige retskilder er, at de set med nutidens øjne er usystematiske, og at de undertiden frit blander love med domme og national historieskrivning.

Den ældste retsoptegnelse er formentlig foregået hos visigoterne, som siden kong Euric, der tilskrives Codex Euricianus fra 476, lejlighedsvis havde omredigeret deres Lex Visigothorum. Under Chlodovech 1. (Klodevig) udstedtes i begyndelsen af 500-tallet en lov for de saliske frankere, kendt som Lex Salica (Den Saliske Lov), der er overleveret i otte forskellige versioner og endnu berømt pga. en bestemmelse om, at kvinder ikke kunne arve jord; bestemmelsen fik i senere europæisk statsret stor betydning som grundlag for udelukkelse af kvindelig arvefølge. Formentlig sammen med burgundernes lov, Lex Burgundionum eller Lex Gundobada opkaldt efter kong Gundobad, der regerede 480-516, tjente Den Saliske Lov som forbillede for de ribuariske frankeres lovbog, Lex Ribuaria, der tilskrives kong Dagobert 1. (der regerede 629-39). I samme periode blev longobardernes ret nedskrevet. Edictum Rothari bærer navn efter den longobardiske kong Rothar og dateres til 643. Antagelig i 700-tallet blev retten for både de bayerske og de alamanniske folk nedskrevet som hhv. Lex Baiuvariorum og Lex Alamannorum.

Efter at Karl den Store i år 800 havde ladet sig krone til kejser, markerede han sig som en af europæisk histories store lovgivere. Han supplerede ikke blot de gamle frankiske love med nye retsregler, der var opdelt kapitelvis og derfor kaldt kapitularier, han drog også omsorg for, at yderligere en række germanske folkeslag fik nedskrevet deres love: Friserne fik Lex Frisionum, de chamaviske frankere Lex Francorum Chamavorum, sakserne Lex Saxonum og de thüringske folk Lex Thuringorum.

Til germansk ret henregnes også de angelsaksiske love, hvoraf den første blev udstedt af kong Aethelberth i begyndelsen af 600-tallet og gjaldt i det sydøstlige England. Tysk retshistorisk forskning har ikke mindst i Hitlertiden defineret begrebet germansk ret endnu bredere og yderligere inkluderet den ældste skandinaviske lovgivning, herunder de danske landskabslove. I moderne retshistorisk forskning benyttes begrebet germansk ret kun sjældent, og den tanke er forladt, at der kan udledes en særlig germansk urret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig