genterapi

Genterapi, overførsel af genetisk materiale, DNA eller RNA, til en patient med henblik på sygdomsbehandling. Genterapi er blevet aktuel efter kortlægningen af mange sygdommes molekylære og genetiske baggrund. Samtidig har udviklingen inden for molekylærbiologien gjort det muligt at fremstille og håndtere DNA og RNA, herunder overføre det til levende celler i eller uden for kroppen.

Der skelnes mellem genterapi af somatiske celler, kropsceller, og genterapi af kønsceller. Mens somatisk genterapi ikke regnes for principielt forskellig fra anden medicinsk behandling, anses genterapi af kønsceller for uacceptabel, idet de opnåede ændringer i cellernes arvemasse vil kunne overføres til fremtidige generationer.

Genterapi foretages sædvanligvis ved overførsel af gener til celler eller væv. Gener kan overføres til celler på forskellige måder. Det transportkompleks, der benyttes til genoverførslen, kaldes en vektor. Vektorer kan være virale (dvs. baseret på virus) eller ikke-virale. Ikke-viral genterapi kan ske på forskellig vis: kemisk/biologisk, idet der sker en optagelse af et DNA- eller proteinkompleks via receptorer i cellemembranen; ved overførsel af DNA via små fedtdråber, liposomer, der kan smelte sammen med cellemembranen; og fysisk ved direkte indsprøjtning af DNA i cellerne. Vektorerne indsættes i cellernes egen arvemasse eller findes uden for arvemassen. Genoverførslen kan generelt bruges til at komplementere, og derved korrigere gendefekter, eller til at forstærke funktioner, der ikke nødvendigvis er defekte, men som kan have betydning for bekæmpelse af en sygdomsproces.

Arvemateriale kan overføres enten uden for kroppen, ex vivo, eller i kroppen, in vivo. Ved ex vivo-overførsel behandles målcellerne i cellekultur og føres efterfølgende tilbage til patienten. Dette var fremgangsmåden ved det første genterapiprojekt i 1990 af to patienter med medfødt immunforsvarsdefekt pga. manglende aktivitet af enzymet adenosindeaminase.

De sygdomme, som er emner for genterapi, omfatter både de klassisk genetiske, især de monogent arvelige, og erhvervede sygdomme som kræftsygdomme; se også genetiske sygdomme.

Ved genterapi af monogene sygdomme er formålet at tilføre en bestemt celletype eller et bestemt organ et normalt fungerende gen, som kan føre til dannelsen af et normalt genprodukt, dvs. et enzym eller andet protein, eller evt. et gen, som kan hæmme cellernes produktion af et bestemt protein.

I kræftbehandlingen går en strategi ud på at tilføre kræftcellerne genet for et enzym, der omdanner et bestemt lægemiddel til et giftstof, når patienten behandles med dette. En anden strategi er at få kræftcellerne til at lave bestemte overfladestoffer, så de bliver genkendt og uskadeliggjort af immunforsvaret.

Genterapi kan benyttes til at stimulere blodforsyningen. Princippet her er overførsel af gener fx til muskelceller, som bevirker dannelse af vækstfaktorer, der stimulerer nydannelsen af blodkar.