Gensidigt testamente, testamente, der er oprettet af flere personer i forening, og hvori de gensidigt indsætter hinanden som arvinger eller legatarer, ligesom der ofte optages bestemmelser om formuens fordeling ved den længstlevendes død, såkaldt sekundosuccession. De gensidige indsættelser kan gøres uigenkaldelige. Er det ikke sket, kan enhver af testatorerne, så længe den anden lever, frit tilbagekalde sin del af testationen. Det er dog en betingelse for tilbagekaldelsens gyldighed, at den anden part får underretning om den.

Når et gensidigt testamente mellem ægtefæller indeholder bestemmelser om senere fordeling af arven, kan den længstlevende normalt ændre testamentets bestemmelser om senere fordeling af arven, hvad eget særeje og halvdelen af det tidligere fællesbo angår. Gensidige testamenter mellem ægtefæller og mellem ugifte samlevende forekommer i stort tal og i mange forskellige varianter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig