Gaffeltang, Furcellaria lumbricalis, almindelig rødalge i danske farvande. Gaffeltang danner 5-20 cm høje, mørkerøde til sorte buske, der består af trinde, gaffelgrenede skud. Fra cellevæggene kan udtrækkes et agarlignende stof, furcellaran, som man begyndte at udnytte i Danmark under 2. Verdenskrig, da agar ikke kunne fremskaffes. Dette blev grundlaget for den nuværende danske algeindustri.