Gældsfængsel var i ældre tid et fængsel til hensættelse af skyldnere, der ikke opfyldte deres økonomiske forpligtelser. Formålet med gældsfængsel var først og fremmest at tvinge en skyldner eller skyldnerens familie til at betale gælden. Også i romerretten forekom gældsfængsel, custodia.

Siden middelalderen anvendtes gældsfængsel i de europæiske lande, men omkring 1870 blev det afskaffet i bl.a. Frankrig, Tyskland, Østrig og England, idet det blev anset for krænkende at gøre indgreb i en skyldners personlige frihed for at sikre opfyldelse af rene formueforpligtelser.

I Danmark indeholdt enkelte middelalderlige stadsretter bestemmelser om gældsfængsel, og ifølge Christian 5.s Danske Lov fra 1683 skulle gældsfanger sættes i forvaring på et "ærligt sted", dvs. ikke blandt forbrydere. Udgifterne ved opholdet i gældsfængslet skulle afholdes af fordringshaveren. Oprindelig gjaldt der ingen begrænsning i en fordringshavers ret til at benytte gældsfængsel, hverken mht. fordringens størrelse eller mht. fængselsopholdets varighed, men i løbet af 1800-tallet blev der gennemført væsentlige indskrænkninger i begge henseender, og Konkursloven fra 1872 ophævede i det væsentlige adgangen til at anvende gældsfængsel som middel til fuldbyrdelse af pengekrav.

Gældsfængsel kunne tidligere desuden anvendes som et middel til at sikre inddrivelse af forfaldne fordringer hos skyldnere, der stod i begreb med at forlade landet. Denne form for arrest på person var hjemlet i Retsplejeloven fra 1916, men blev afskaffet i 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig