En gåsefod er et havekunstnerisk motiv i udformningen af haveplaner og i park-, skov- og byanlæg.

Faktaboks

Etymologi

gåsefod fra fransk patte d'oie

Navnet gåsefod, fransk patte d'oie, kommer af ligheden med formen på en gåsefod, idet tre – men nogle gange også fire eller fem – retlinede alléer eller gader udgår fra samme punkt og herved danner en spids vinkel.

Gåsefodsmotivet er blevet anvendt i talrige planer til store slots- og herregårdshaver og i parkanlæg og skovområder. Alleer med gåsefodsforløb findes bl.a. i haven til Villa Aldobrandini fra 1600-tallet, som ligger i Frascati sydøst for Rom, og i Vaux-le-Vicomte, ca. 1660, beliggende sydøst for Paris.

Gåsefodsmotivet i danske haver

Bregentved, plan

Gåsefod i Bregentved Park.Situations-Kaart af Bregentved samt tilhörende Bÿgninger, Hauge og Dÿrhauge, kobberstik af I.G. Winckler, 1780.

I Søndermarken, på den modsatte side af Frederiksberg Have med Frederiksberg Slot, blev der omkring 1708 plantet lindealléer i et gåsefodssystem, idet tre alléer alle har deres udspring fra samme punkt ud for slottets indgangsside ved Roskildevej.

En plan for Bregentved Park fra 1776 viser en meget langstrakt gåsefod. Tre lange lindealléer øst for herregården fører ud i landskabet, idet den midterste, tilkørselsalleen, flankeres af to skråt forløbende alléer.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig