Gårdsæde, lat. inquilinus, middelalderlig betegnelse for en lille jordlejer, husmand, der ofte leverede arbejdskraft til bryde- og hovedgårde. Tillige betegnelse for gårdsædens bolig og brug (lat. curia inquilinaria), gårdsædestavn. Ordet findes i danske kilder fra 1230'erne, men først i anden halvdel af 1300-t. optræder det hyppigt og da hovedsagelig på Sjælland. I de øvrige landsdele brugte man i middelalderens sidste århundreder ikke længere begrebet.