fuzzy logic

Fuzzy logic er en logisk metode, som kan behandle viden (udsagn), hvis sandhed ikke kan bedømmes entydigt, og hvori det er muligt at udtrykke forbehold, der kendetegner det menneskelige skøn.

Faktaboks

etymologi:
Fuzzy logic er engelsk for 'udvisket, vag logik'

Hvor udsagnslogik og prædikatslogik sædvanligvis kun opererer med to sandhedsværdier, sand og falsk, ofte symboliseret ved 1 og 0, så tilskrives udsagn i fuzzy logic også værdier mellem 0 og 1. Man kan således operere med mellemstadier mellem sand og falsk, fx meget sand, temmelig sand og næsten falsk svarende til værdier som fx 0,98, 0,75 og 0,05. Fuzzy logic er udviklet i 1965 af den amerikanske professor i datalogi Lofti A. Zadeh (1921-2017) på grundlag af en mængdeteori, hvor der også opereres med grader af medlemskab i mængder. Den kan betragtes som en gren af den polyvalente logik, som blev udviklet i 1920'erne af den polske logiker Jan Łukasiewicz.

Fuzzy logic har især fået betydning inden for forskningen i kunstig intelligens, hvor den kan gøre parametre, der afspejler usikker viden, tilgængelige for numerisk behandling. Metoden kan i denne sammenhæng betragtes som en udvidelse af den booleske algebra.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig