funktionel grammatik

Funktionel grammatik, sprogvidenskabelig hovedretning, der søger at forklare grammatiske fænomener med udgangspunkt i deres bidrag til sprogets funktion(er). Forklaringspotentialet kan, foruden i den grundlæggende funktion at kode betydning, findes i en række andre forhold, herunder i faktorer, der har at gøre med brugshyppighed, strukturel overskuelighed eller forenkling af den kognitive processering. I modsætning hertil står grammatiske retninger, herunder generativ grammatik, som primært arbejder med rent strukturelle beskrivelsesmodeller.

Der er mange udgaver af den funktionelle tilgang med forskellig vægtning af strukturelle, psykologiske, tekstlige og typologiske fænomener; se også William Croft, Simon Dik, Michael A.K. Halliday og Tom Givón.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig