fundamentalisme

Fundamentalisme. Demonstranter afbrænder det amerikanske flag under Iran-gidsel-affæren i 1979, hvor militante islamiske studenter besatte den amerikanske ambassade og holdt personalet fanget. Foto fra 9.11.1979.

.

Artikelstart

Fundamentalisme er bogstavtro religiøsitet, der kan være forbundet med et politisk og/eller ideologisk program. Begrebet er vanskeligt at afgrænse, fordi det ofte i faglitteratur og dagligsprog bruges upræcist som fællesbetegnelse for vidt forskellige religiøse grupperinger, der selv mener at adskille sig radikalt fra hinanden.

Ordet fundamentalisme bruges ofte negativt, synonymt med fanatisme og irrationalitet, men fænomenet er i sin kerne snarere et alternativ til sekulariserede samfunds relativistiske skriftsyn og dets tillid til naturvidenskabelige landvindinger. Det er et moderne fænomen trods paralleller til tidligere tiders skriftsyn.

Sociologisk og psykologisk er fundamentalisme søgt forklaret som udtryk for en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i et samfund præget af sociale forandringer og politiske spændinger.

Kristen fundamentalisme

Kristen fundamentalisme opstod som reaktion på 1800- og 1900-t.s bibelkritik, der behandlede Bibelen ikke som Guds ord, men som udtryk for menneskers tro. Fundamentalismen hævdede derimod, at Bibelen var blevet til under direkte inspiration fra Gud, hvorfor den er ufejlbarlig og hævet over menneskelig kritik. I USA samlede kristne fra forskellige protestantiske trossamfund ved 1900-t.s begyndelse sig til kamp mod Darwins udviklingslære og udbredelsen af liberal teologi (Social Gospel Movement). De tog navn efter skriftserien The Fundamentals (12 bd., 1910-15), som blev et udgangspunkt for deres opfattelse.

Umiddelbart efter 1. Verdenskrig spillede bevægelsen en ledende rolle i den kulturkamp, der bl.a. kom til udtryk i indførelsen af et nationalt spiritusforbud (se forbudstiden) samt i flere staters forbud mod undervisning i udviklingslæren. Fundamentalisternes korstog ebbede ud efter Scopessagen i 1925, og de forsvandt fra den politiske scene, men udviklede sig i de følgende årtier til en egentlig subkultur i The Bible Belt. Deres levedygtighed er for alvor demonstreret fra slutningen af 1970'erne, hvor organisationer som Moral Majority og Christian Coalition atter gjorde protestantisk fundamentalisme til en magtfaktor i amerikansk politik.

Teologisk er den kristne fundamentalisme en skærpelse i forhold til biblicismen, idet den hævder, at Bibelen giver autoritativt og uafviseligt svar på alt. Den bibelske "sandhed" erstatter den "videnskabelige" sandhed, fx om verdens og menneskets skabelse. Tro går forud for viden, sacrificium intellectus, 'intellektets opofring'. Den kristne fundamentalisme hævder at repræsentere Bibelens egen opfattelse af sig selv; især henvises der til 2. Timotheusbrev 3,16 ("skrift indblæst af Gud") og 2. Petersbrev 1,21 ("for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menenskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud"). Integrisme er en katolsk variant af dette skriftsyn, men kristen fundamentalisme manifesterer sig i praksis interkonfessionelt.

Jødisk fundamentalisme

Striden mellem en mere eller mindre bogstavelig tolkning af den jødiske bibel kan følges tilbage til 100-t. f.Kr., da saddukæernes minutiøse overholdelse af regler for offertjeneste og af buddene fik en vigtig rolle som modvægt mod farisæerne. I 700-800-t. opstod karæerne som en jødisk fundamentalistisk sekt, der fik stor udbredelse. I dag findes omkring 7000 karæere i Israel.

Som aktuelt jødisk fænomen er fundamentalisme en reaktion imod den integrering af jødedommen i den moderne verden, som fandt sted i løbet af 1800-t. Betegnelsen gælder her ikke blot holdningen til Bibelen, men også holdningen til den lovgivning, som i tidens løb er udviklet af de bibelske bud (halakah), selvom denne lovgivning i sit væsen er antifundamentalistisk; se jødedom (rabbinsk).

I 1912 oprettede ekstremt ortodokse tyske jøder Agudat Israel (hebr. 'Israels sammenslutning'), et ultrareligiøst parti, som vendte sig imod alt nyt, der ikke var fra Torah og halakah. Bevægelsen spredtes til Østeuropa, hvor den kom til at omfatte både rabbinske og hasidiske kredse.

Bevægelsen var antizionistisk, men indgik i 1947 et kompromis med de politiske ledere bag etableringen af staten Israel, som lovede, at den nye stat ville iagttage en vis religiøs praksis.

Agudat Israels de facto-anerkendelse af staten Israel har muliggjort oprettelsen af bevægelsens uddannelsesinstitutioner i landet. Anerkendelsen hindrer ikke, at bevægelsen indædt bekæmper alt nationalt som militærtjeneste og det israelske flag, og at den forsøger at forhindre overtrædelse af sabbatsbuddene, fx kørsel på sabbatten. Siden 1980'erne har Agudat Israel delvis sluttet op om andre ultrareligiøse partier, hvis politiske mål er at gøre Israel til en stat, som styres efter halakah.

Den ikke-parlamentariske gruppe Gush Emunim (hebr. 'De trofastes blok'), som siden grundlæggelsen i 1974 har været toneangivende i bosætterbevægelsen i Judæa, Samaria og Gazastriben, forstår Torahens løfter til folket Israel om disse landområder bogstaveligt.

Islamisk fundamentalisme

Betegnelsen islamisk fundamentalisme er skabt i Vestens medier i 1970'erne og bruges om personer og grupper, der med udgangspunkt i en bogstavelig tolkning af Koranen fastholder nødvendigheden af, at islamiske stater opretholder eller indfører det islamiske retssystem som den moderne stats juridiske fundament for at undgå, at ikke-islamiske traditioner vinder indpas.

Hele den islamiske verden har siden midten af 1970'erne oplevet etablering af grupperinger, der politisk arbejder for en reislamisering af de muslimske stater i overensstemmelse med de principper, som ifølge deres opfattelse foreskrives i den islamiske tradition. I enkelte tilfælde har islamiske grupper indledt en voldelig politisk kamp mod det eksisterende politiske system; det gælder fx for Syrien, Egypten og fra 1992 også for Algeriet. Ingen af disse steder er det lykkedes islamiske grupperinger at sikre sig den politiske kontrol. Derimod har politiske islamiske grupper haft held til at sikre sig den politiske magt i Iran (1979) og i Sudan (1989). Saudi-Arabien har siden sin etablering som moderne nationalstat i 1932 været styret i overensstemmelse med det, saudiske muslimske lærde har betegnet som sande islamiske traditioner.

I Tunesien, Libanon og Jordan og også i Egypten, Syrien, Pakistan, Bangladesh og Malaysia har andre islamiske grupperinger været fortalere for at reislamisere de enkelte samfund uden brug af vold.

Militante fundamentalistiske grupper begyndte allerede under borgerkrigen i Libanon at rette angreb mod vestlige interesser, og Hizbollah var blandt de grupper, som tog flere vestlige gidsler. Gennem 1990'erne gennemførte militante grupper i Egypten attentater på udenlandske turister; også i Algeriet blev personer fra Vesten dræbt. I 1993 fandt et terrorangreb på World Trade Center i New York sted, og amerikanske militære styrker har været mål for militante fundamentalistiske gruppers angreb i Saudi-Arabien og i Yemen. Terrorangrebene 11.9.2001 på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, D.C. (se 11. september) gjorde det klart, at nogle islamiske militante og fundamentalistiske grupper mener det alvorligt, når de fastholder, at de agter at gennemføre angreb på mål i den vestlige verden.

Det var den islamistiske bevægelse al-Qaeda, under ledelse af Osama bin Laden, der stod bag angrebet den 11.9.2001; det udløste en invasion af og en efterfølgende lang krig i Afghanistan. Siden har bl.a. den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 og den efterfølgende blodige borgerkrig samt konflikter i andre islamiske lande, ikke mindst Den Syriske Borgerkrig, skærpet de radikale islamisters profil. Et højdepunkt var, da den yderligtgående sunnimilits ISIS i 2014 udråbte et nyt kalifat med base i Raqqa i Syrien. ISIS kontrollerer store områder i Syrien og Irak, ligesom talrige guerilla- og terrorbevægelser andre steder hævder at være loyale mod ISIS. Bevægelsen har endvidere inspireret til blodige terrorangreb i Europa.

Debatten om islams betydning for indretningen af samfundet er ikke ny. Traditionelt har det været overdraget de religiøse retslærde, ulama, at fortolke Koranen og dermed at konkretisere rammerne for det eksisterende politiske system. De personer, der siden midten af 1970'erne har formuleret islamisternes synspunkter, har imidlertid sjældent været islamiske lærde, men personer med en verdslig uddannelse som ingeniører, jurister, lærere eller samfundsvidenskabeligt uddannede. Den moderne islamisme er derfor ofte snarere politisk end religiøs.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig