Fuglekonger
Rødtoppet fuglekonge (Regulus ignicapilla) er en forholdsvis ny ynglefugl i Danmark.
Fuglekonger
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Fuglekonger er en familie af små spurvefugle fra tempereret Eurasien og Nordamerika. Der kendes to slægter: Regulus med fem arter og Corthylio med en enkelt art. Alle er ganske små, blot 8-11 cm lange, og ligner umiddelbart sangere, især løvsangere.

Faktaboks

Også kendt som

Regulidae

Den i Danmark almindelige art kaldes blot fuglekonge (R. regulus). Den er knyttet til granskov og er først indvandret i 1800-tallet, efterhånden som granplantningerne nåede en passende alder. Med en længde på 9 cm er den landets mindste fugl. Den kendes let fra de lignende løvsangere på sin sort flankerede gule issestribe.

Føden består af små insekter, især bladlus, samt andre smådyr som edderkopper og springhaler. Trods denne kost er mange af Danmarks fuglekonger standfugle, mens andre sammen med nordligere bestande trækker mod vest og syd; de forbliver dog inden for Europas grænser.

Reden er en kugleformet konstruktion af spindelvæv, mos og lav. Kuldet på 9-11 æg udruges af hunnen, mens magerne sammen opfodrer ungerne. Normalt lægges to kuld om året.

Den sydligere udbredte rødtoppet fuglekonge (R. ignicapillus) ynglede for første gang i Danmark i 1961. I dag er den i fremgang. Således blev ynglebestanden i 1990'erne opgjort til 10-20 par, mens den i forbindelse med Dansk Ornitologisk Forenings fugleatlas 2014-2017 blev anslået til at ligge på 225-318 par, flest i landets østlige og sydlige egne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig