fuge

Fuge, mellemrum eller samling mellem to eller flere bygningskomponenter. I enkelte tilfælde er fugebredden (eller -tykkelsen) næsten nul, fx i fugerne mellem almindelige havefliser og i knasfuger, hvor en bjælke lægges direkte på en væg. Limfuger har i reglen også en ganske lille fugebredde. De almindeligste fuger er bredere, fx 5-25 mm i boligbyggeri, og fugen udfyldes (fuges) med fx mørtel eller fugemasse. Valg af fugemateriale afhænger af, om fugen fx skal overføre belastning eller være tæt over for brand, vand, vind, lyd osv., eller om fugningen kun sker af hygiejniske grunde.

Et bræddegulv har intet fugemateriale, men i stedet har bræddernes kanter fer og not, som både sammenholder brædderne og tillader små bevægelser pga. vekslende fugtindhold i brædderne. Fuger i større bygningsdele som fx broer og facader bevæger sig som følge af den vekslende temperatur (og fugt), hvilket øger kravet til fugerne; se dilatationsfuge, facade og murværk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig