Fritungeinstrumenter, fællesbetegnelse for musikinstrumenter, i hvilke tonedannelsen sker, ved at en luftstrøm passerer forbi en metaltunge, der er fastgjort i den ene ende, og hvis frie ende vibrerer i en åbning af samme form som tungen. Princippet har en lang historie i østasiatiske mundorgler, men blev først fra slutningen af 1700-t. anvendt i europæiske instrumenter, bl.a. i orgelets tungestemmer, i harmonium og harmonika; se også blæseinstrumenter og musikinstrumenter.