Fritidshusforsikring, forsikringsform, som sikrer ejeren af et fritidshus/sommerhus mod tab ved skader på hus og indbo. Forsikringen dækker brand-, vand-, storm-, snetryks-, insekt-, svampe-, glas- og sanitetsskader samt tab forårsaget af indbrudstyveri tillige med huslejetab som følge af disse skader. Ansvar som husejer og retshjælp dækkes også.