Kort over det moderne frisiske sprogområde. Indtil 1600-tallet blev nordfrisisk også talt på halvøen Eiderstedt, mens østfrisisk tidligere var udbredt i provinsen Groningen, i Ostfriesland samt omkring Jadebusen og Wesermundingen. Østfrisisk overlevede på øen Wangerooge helt frem til første halvdel af 1900-tallet.
Frisisk er fællesbetegnelsen for en gruppe tæt beslægtede sprog og dialekter, der tales i den nordlige del af Holland og det nordvestlige Tyskland. Historisk set er frisisk tættest beslægtet med engelsk, men nutidens frisiske sprog er ikke gensidigt forståelige med moderne engelsk.
Frysk (vestfrisisk)
Fräisk (østfrisisk)
Fräisch, Freesch, Freesk, Frasch (nordfrisisk)
I dag kendes tre hovedvarianter af frisisk, der hver anses for et selvstændigt sprog.
Vestfrisisk tales i den hollandske provins Friesland (inklusive øerne Terschelling og Schiermonnikoog), hvor det er officielt sprog sammen med nederlandsk. Op mod 94 % af Frieslands 650.000 indbyggere forstår sproget, og det bliver brugt i hjemmet hos cirka 40 % af befolkningen. Vestfrisisk er dermed det største af de frisiske sprog målt i antal talere.
Østfrisisk tales i Saterland i Oldenburg sydøst for byen Leer i Tyskland. Det har i dag blot ca. 1500 sprogbrugere og er dermed det mindste af de frisiske sprog.
Nordfrisisk tales på Slesvigs vestkyst mellem Husum og den dansk-tyske grænse, samt på Halligerne, Föhr, Amrum, Sild og Helgoland. Kun ca. 10.000 mennesker taler i dag nordfrisisk, der er opsplittet i en række dialekter fordelt på to hovedgrupper: ønordfrisisk, som tales på øerne bortset fra Halligerne, samt fastlandsnordfrisisk, fx Mooring-dialekten, der tales ved Niebüll. Øst-, vest- og nordfrisisk er ikke indbyrdes forståelige.
Bortset fra nogle få urfrisiske runeindskrifter fra 500-800-tallet findes skriftlig overlevering først fra slutningen af 1200-tallet i form af de oldfrisiske lovtekster. Dialektalt regnes der med et skel ved floden Lauwers mellem oldvestfrisisk i provinsen Friesland og oldøstfrisisk i provinsen Groningen og langs den nordtyske kyst mod øst til området omkring Wesermundingen. De tidlige tekster adskiller sig dog sprogligt ikke meget fra hinanden.
Nordfrisisk, som først er skriftligt overleveret fra 1600-tallet, anses for at være en frisisk udvandrerdialektgruppe. Den ønordfrisiske bosættelse formodes at være sket i 600-700-tallet, mens den fastlandsnordfrisiske indvandring først fandt sted i 1000-tallet. Nordfrisisk kom i middelalderen under kraftig dansk påvirkning og optog mange danske ord og udtryk.
Frisisk har i tidens løb tabt terræn til nederlandsk mod vest og til tysk i det øst- og nordfrisiske område. Mens både vest- og østfrisisk havde officiel status indtil henholdsvis 1500- og 1400-tallet, har nordfrisisk aldrig fungeret som officielt sprog. Efter 1945 har vestfrisisk vundet stigende udbredelse i officielle sammenhænge, og det betragtes som provinsen Frieslands andet officielle sprog ved siden af nederlandsk.
Særlige træk ved det frisiske lydsystem er vokalbrydning, omlyd, palatalisering af k og g foran fortungevokaler og j samt tab af nasal foran hæmmelyd.
Af grammatiske karakteristika kan nævnes, at substantiver og pronominer bøjes i køn og tal, mens adjektiver kongruensbøjes. Objektsform findes som i dansk kun ved personlige pronominer. Verber bøjes i person og tal og har i pluralis ensartede endelser i modsætning til fx tysk.
| 'fader' | 'pige' | 'dreng' | |
|---|---|---|---|
| vestfrisisk | heit | famke | jonge |
| østfrisisk | baabe | wucht | wäänt |
| fastl.nordfris. (Mooring) | taatje | foomen | dring |
| ønordfrisisk | faađer | faamen | dreeng |
Blandt danske sprogforskere, der har beskæftiget sig med frisisk, bør nævnes Rasmus Rask, som skrev en oldfrisisk grammatik, samt Peter Jørgensen og Arne Spenter (1926-1977), der har forsket henholdsvis i nordfrisisk og vestfrisisk. Se også germanske sprog.
Den middelalderlige overlevering på frisisk består udelukkende af lovtekster og retsdokumenter. I nyere tid er det især det nyvestfrisiske område (i Holland), der har en egentlig skreven litteratur, men selv her er brugen af frisisk indtil 1800-tallet et særsyn. En undtagelse er barokdigteren Gysbert Japicx (1603-1666), hvis verdslige og religiøse lyrik (Friesche Rymlerye, 1668, Frisisk digtekunst) er på højde med det bedste i samtidens nederlandsksprogede litteratur. Han fik ingen efterfølgere, og først i romantikkens tidsalder, hvor brødrene Joast (1789-1869) og Eeltsje (1797-1858) Halbertsma indsamlede og udgav folkelig digtning (Rimen en Teltsjes, 1822, Digte og fortællinger), blev der igen skrevet på frisisk. Det meste er hjemstavnslitteratur.
Den ungfrisiske bevægelse fra 1915 krævede en fuldgyldig frisisk litteratur, engageret i kampen for sproget (frontfigur var Douwe Kalma, 1896-1953). Først hen mod 2. Verdenskrig fremstod en litteratur, der uden ideologiske bindinger til frisiskheden nærmede sig tidens litterære strømninger. Tidligst skete det inden for lyrikken med Obe Postma (1868-1963) og D.A. Tamminga (1909-2002); efter krigen med romanforfatteren og kritikeren Anne Wadman (1919-1997). Det litterære liv er ved slutningen af 1900-tallet særdeles levende og mangfoldigt.
Den nordfrisiske litteratur (i Slesvig) består hovedsagelig af hjemstavnslitteratur; kun undtagelsesvis nås et egentligt litterært niveau som i Jap Peter Hansens (1767-1855) komedie Di Gidtshals of di Söl'ring Pidersdai (1809, Gnieren eller Pedersdagen på Sild).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.