frille

Frille, slegfred, tidligere anvendt betegnelse for en kvinde, der lever i et fast parforhold uden at være gift.

I de middelalderlige nordiske samfund var frilleforhold en løsning, hvis et par ønskede at leve sammen, men ikke måtte indgå ægteskab med fulde rettigheder for kvinden pga. sociale, politiske eller økonomiske forhold. Frillen havde ikke samme arveret efter manden som en hustru, der havde modtaget morgengave, mund, men i øvrigt var hun socialt accepteret. Kirken anerkendte ikke flere former for ægteskab. Til gengæld accepterede den, at et fast forhold kunne betragtes som ægteskab. Således siger Jyske Lov I 27, at en kvinde, der i tre vintre åbenlyst havde levet sammen med en mand, skulle regnes for hans "ægtehustru og rette husfrue".

Ved udgangen af middelalderen var kirkens syn blevet alment accepteret, og frille blev dermed synonymt med elskerinde, dvs. en kvinde, der lever i et illegitimt parforhold.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig