frigørelsestid

Frigørelsestid, tidspunkt, på hvilket en debitor har ret til at komme ud af sin forpligtelse. Medmindre andet er aftalt, har en debitor som hovedregel ikke krav på at indfri sin skyld før forfaldstid, dvs. når kreditor kan kræve forpligtelsen indfriet. En kreditor vil nemlig ofte have fordel af et skyldforhold, fx pga. den aftalte rente.

Er der ikke fastsat nogen forfaldstid, giver Gældsbrevloven § 5, stk. 1 debitor ret til at betale til hver en tid. Bestemmelser i Kreditaftaleloven giver endvidere en debitor i en forbrugerkreditaftale og en kreditkøber samme ret, uanset om gælden er helt eller delvis forfalden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig