fremtidsmusik

Fremtidsmusik, almindeligt udtryk for vidtløftige idéer og projekter. Udtrykket "Zukunftsmusik" kan spores tilbage til tidsskriftet Signale für die musikalische Welt i 1856; det blev dog særlig udbredt, da professor L.F.C. Bischoff (1794-1867) anvendte det i Niederrheinische Musikzeitung nr. 1 fra 1859 i omtale af Richard Wagners ti år ældre skrift Das Kunstwerk der Zukunft. Udtrykket anvendtes siden af Hector Berlioz og især af Johannes Brahms i det berømte manifest (1860) mod den nytyske skole, hvis bannerfører var Franz Liszt.

Skønt begrebet oprindelig var rettet polemisk mod Wagner, bidrog denne mere end nogen anden til dets udbredelse med det åbne brev Zukunftsmusik (1860), hvori han med udtrykket "uendelig melodi" beskriver den symfoniske stil i sit hovedværk Tristan og Isolde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig